Opdateringer vedr. Folkekirken og tiltag i forbindelses med Corona virus.
Link til Folkekirkens hjemmeside med aktuelle nyheder Klik her
Bed og bliv ved med at ro.
Hvad skal vi tro på i denne tid? Gud eller virusforskerne? Hvem har mest at skulle have sagt? Svaret må være: bed og bliv ved med at ro. Det er et russisk ordsprog, som jeg har gået og tænkt på i flere dage nu. Vi skal nemlig både bede vort Fadervor og vaske vore hænder og holde afstand. Eller sagt på den anden måde: Bed og blive ved med at ro.
Påskedag fejrer vi normalt den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, og i år må vi så tilføje: ”efter coronaen. ” I 4. Mosebog, kap. 9, står der godt nok, at påsken kan flyttes en måned, hvis tungtvejende argumenter kan fremføres, og sådanne argumenter kunne vi nok sagtens finde i denne tid. Men spørgsmålet er, om det er nødvendigt at gøre. For finder påske sted én gang om året til et bestemt tidspunkt eller er det noget, der finder sted i dit og mit liv hele året rundt?
Påskeugen rummer mange følelser: først jublen og forventningerne palmesøndag, dernæst afskeden skærtorsdag. Langfredag med kors og død efterfulgt af en lang sorgfuld lørdag, inden solen igen står op påskemorgen og forkynder nyt fra dødsrigets porte, at Kristus er opstået. Graven er tom, da kvinderne kommer ud for at vil salve hans legeme. Og først tør de ikke sige noget om det til nogen, men de ombestemte sig heldigvis, og dernæst var glæden stor.
Samme bevægelse er de fleste sørgende igennem: afskeden og sorgen er dominerende i tiden lige efter et dødsfald, men efterhånden indfinder der sig en form for glæde igen, der minder om den glæde, der var i begyndelsen, men dog er den forandret, fordi den nu har fået en flig af Guds evighed og løfte flettet ind i sig sammen med alle de gode minder, der er.
”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. ”
Dette håb lyder ved hver en barnedåb og ved hver en kiste. For det håb gælder i både livet og i døden. Til alle tider. Året rundt for dig og for mig. Sådan valgte Gud nemlig at nå alle mennesker: ”tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. ” (Fil. 2, 7-8).
Sognepræst Tina Salling
Det ender godt.
Johannes Møllehave fortæller i bogen af samme navn, at hans mormor havde et motto, der var: ”Det ender godt”. Livet havde ellers ikke været skånsomt imod hende - hun havde mistet to børn, og alligevel havde hun bevaret håbet om, at det ender godt. Det er stærkt.
Påskeugen er højdramatisk, vi kommer igennem hele følelsesregisteret. Forestil dig et øjeblik at have været en af disciplene eller en af kvinderne, der havde forladt deres hverdagsliv og var fulgt med Jesus, og havde været vidner til hans afsked med dem skærtorsdag aften, tilfangetagelsen og korsfæstelsen og gravlæggelsen langfredag. De kendte ikke slutningen på dramaet, og var hensat i den dybeste fortvivlelse og håbløshed. De vidste ikke om det endte godt.
Vi ved ikke, hvordan denne tid med corona og mange begrænsninger ender. Vi kender ikke slutningen på dramaet. Også vi er fortvivlede og ude af os selv, men det kristne håb er, at ingen er alene i mørket og i døden. Gud har også været der.
Trøsten til os er, at da Jesus hang på korset og råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”?, blev han hørt i sin fortvivlelse. For påskedag var graven tom. Kvinderne kom ud til graven for at ville salve hans legeme, som det var kutyme dengang, men der sad en engel, og sagde: Frygt ikke. Han er opstået fra de døde, ganske som han havde sagt han ville.
”Og det er påsketro: at kunne leve med en erfaring og en viden om døden som et vilkår med alt hvad det indebærer af sorg og afsavn og smerte, men dog samtidig – taknemmeligt at kunne tage imod hver dags glæde og nyde de muligheder som livet giver os. ” (citat ukendt).
Det kan være svært at sige til dem, der har mistet en af deres kære, men påskeevangeliet lyder ved hver en kiste. Og målet er, at vi må forsøge at holde troen og håbet oppe hos hinanden i denne tid. Være der for hinanden – på afstand. Sende en blomst til en ensom ældre i stedet for til dronningen, som hun selv har foreslået. På alle måder har dronningen været en rollemodel for sit folk i denne tid.
For hverken virus eller det kristne budskab – for den sags skyld – gør forskel på høj eller lav. Virus rammer alle. Og alle er omfattet af det glædelige budskab om, at det hele ender godt. Derfor skal du ikke frygte, men tro. Tro på, at Gud råder på trods af død og afstand mellem os. Gud er tættest på os, når vi selv føler, at han eller de andre er langt væk.
